Som barn fik Meister sit første tog, som faderen havde limet sammen af tændstik­æsker. Hjulene var brik­ker fra et dam/mølle-spil, og opklippede garn­stumper gav røg fra skor­stenen. Der var mange timers leg og fan­ta­si i det tog, men i det lange løb var det naturligvis ikke nok, og ønsket om et rigtigt elek­trisk tog meldte sig. Forældrene måtte dog sige nej; der var ikke penge til gaver i den stør­rel­ses­orden, og lille Ado måtte skuffet parkere sin store drøm.

Da Meister som 75-årig blev pensioneret som sognepræst, fik han en lille tog­bane som gave, og ube­vidst vendte den gam­le barne­drøm tilbage med forbavsende kraft. Det må siges, at drøm­men blev ud­levet gen­nem de efter­føl­gen­de år!

Det er først i bak­spej­let, at Meister har forstået be­tyd­ningen af barn­dom­mens store ønske i forhold til sit en­ga­ge­ment i "jern­bane­perioden".