"Hvordan var det nu med alt det postyr omkring pavebesøget her i byen for mange år siden?" Trine Hansen fra Gl. Rye satte sig for at undersøge, hvad det egentlig gik ud på, og begyndte at tale med ældre beboere, som kunne huske de store omvæltninger i den lille by, dengang paven kom på visit.
Ret hurtigt stødte hun på navnet Adolf Meister, en pensioneret, katolsk sognepræst fra Aarhus, som hun aldrig tidligere havde hørt om. Hun fik kontakt og besøgte ham i præsteboligen i Aarhus, hvor hun blev præsenteret for udkast og modeller til pavens alter og en del avisartikler om Meisters arbejde med opgaven. Efter besøget var Trine Hansen endnu mere opsat på at gå videre med projektet.
Den lokale presse begyndte at skrive om sagen og efterlyste personer, som havde en personlig beretning om pavebesøget. Flere meldte sig og blev interviewet om oplevelserne, og en del af beretningerne indgik så i udstillingen.
Som eksempel på en af mange praktiske detaljer omkring udstillingen blev fra Vatikanet indhentet tilladelse til at måtte anvende de officielle pressebilleder fra begivenheden.
Udstillingen åbnede i slutningen af maj 2022 i Gl. Rye Sognehus under titlen "Da Paven landede i Gl. Ryes baghave 1989". Meister var naturligt inviteret og ligeledes søstre fra det nærliggende kloster og lokale beboere, som havde bidraget med personlige beretninger fra dengang.