Kunstnersammenslutningen Labyrint afholdt i marts-april 1988 en udstilling i Ridehuset i Århus under titlen Krukker - Jars. Meister var, i lighed med en række andre kunstnere, indbudt til at deltage
Kort før invitationen havde Meister under sin ferie besøgt et kunstmuseum i Tyskland, og oplevede her blandt andet et værk af en avanceret japansk kunstner. Det bestod af et stort kar med kulsort olie, som med den rolige overflade virkede som et spejl, der reflekterede ansigtet på besøgende, der nysgerrigt stak hovedet henover. Grundidéen til Meisters krukke var født!
Krukken er bygget op af lærred og gips (som forbinding på et brækket ben) og formet som køletårnet til et atomkraftværk. Den er placeret på en træbund, hvorpå et rundt spejl er monteret. Spejlet reflekterer og retvender de mange ansigter, som er malet omvendt på indersiden, samtidig med at beskueren kan se sit eget spejlbillede. Ydersiden er bemalet med et rigt udsnit af motiver, plukket fra Meisters billeder gennem de senere år.