De fleste kender Leonardo da Vincis tegning af den såkaldte Vitruvianske Mand fra slut­ningen af 1400-tallet. Mindre kendt er det, at da Vinci har teg­net figuren på grundlag af den græske ar­ki­tekt Vitruvius iagt­ta­gelser og be­skri­velser 1500 år tid­li­gere.

Marcus Vitruvius Pollio levede om­kring år 75-25 f.Kr. Han var romersk arkitekt og ingeniør, og er stadig i vore dage blandt fag­fæller kendt for sit værk De Architectura. Her behandler Vitruvius arki­tek­tur som imi­tation af natur, hvil­ket fører ham frem til studiet af den "perfekte bygning", nemlig men­ne­ske­kroppen. Hans vision om arki­tek­tur kan groft sam­men­fattes til hold­barhed, nytte og skønhed.

Vitruvius studier havde også stor betydning for ud­form­nin­gen af Roms kloakker, og hans udnyttelse af symmetri var inspi­ra­tions­kilde for barokkens ariktekter.

Meister foretrækker kors med højt­sid­dende tvær­planke, som det f.eks. ses med Åbykorset, frem­for det traditionelle kors, hvor øverste del har sam­me længde som de to på tværs.

I mange år var han ikke bevidst om hvorfor, indtil det pludse­lig gik op for ham, at det sand­syn­lig­vis skyl­des har­mo­nien i pro­por­tionerne, som kan gen­ken­des fra Den Vitruvianske Mand.

I Meisters korsvej fra 1997, til Sankt Norberts Kirke i Vejle, dukker Den Vitruviske Mand op på 12. station.

Uddrag af beskrivelsen:

Næste lag viser den kvadra­tiske verden - men­ne­skets fir­kan­tede, begræn­sede ver­den. Leo­nar­do da Vinci an­brag­te men­ne­sket med ud­strak­te arme i kvadra­tets højde og bredde: Dets skik­kel­se former et kors, som blandt alle kors­for­mer er det mest "natur­lige", og sam­ti­dig rækker det ud mod cirk­len, der danner Jesu glorie.